Spørger påtænkte at indgå en aftale med en vindmøllepark, om levering af strøm til en fast pris. Aftalen ville medføre, at Spørger købte alt strøm, der blev produceret, til en fast pris. Der vil kunne være overskudsstrøm, der ikke blev forbrugt af Spørger, men som blev solgt direkte fra producenten til El-markedet.

Spørger ønskede bekræftet, at aftalen ikke skulle lagerbeskattes efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1, jf. § 33, stk. 1, men skulle behandles efter skattelovgivningens almindelige regler. Spørger gjorde gældende, at der ikke var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der var usikkerhed om mængden, der blev produceret, og hvis aftalen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, så var den undtaget efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, om levering og brug i virksomheden.

Skatterådet fandt, at der var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der var tale om en aftale, om en aftalt mængde strøm til levering til en fast pris på et fremtidigt tidspunkt. Undtagelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, fandt ikke anvendelse, da det var en forudsætning for undtagelsen, at der skete levering til brug i virksomheden. Det fremgik af det oplyste, at der ville være en væsentlig mængde strøm, der ikke blev leveret til Spørger, men solgt direkte fra producenten til El-markedet. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte spørgsmålet.

Spørger vandt i 20xx et udbud om at etablere et stort anlægsprojekt, der vil skulle levere strøm til et større antal danske husstande. Anlægsprojektet skal være fuldt etableret og nettilsluttet senest ultimo inden for en kort årrække, og bevillingen gives for xx år med mulighed for at blive forlænget. Med henblik på at få afklaret den skattemæssige behandling af de enkelte elementer i investeringen har Spørger anmodet om bindende svar på en række spørgsmål.

Skatterådet bekræfter, at viderefakturerede koncerninterne lønomkostninger, som er afholdt i forbindelse med budfasen, kan fradrages som lønomkostninger efter ligningslovens § 8 N, stk. 2.

Skatterådet bekræfter endvidere, at omkostninger, inklusive indekseringer og forrentning, afholdt til lovpligtige forundersøgelser kan puljes og efterfølgende fordeles forholdsmæssigt i forhold til investeringssummerne på de aktiver, som undersøgelserne vedrører, og dermed afskrives sammen med de pågældende aktiver.

Skatterådet bekræfter yderligere, at anlæggets hovedbestandele  skal afskrives på en særskilt saldo for driftsmidler med lang levetid. På saldoen skal bl.a. indgå anlæg med en kapacitet på over 1 MW. Der kan årligt afskrives med op til 15 pct. Skatterådet bekræfter endvidere, at fundament samt tilhørende transport og installation heraf afskrives som en integreret del af anlæggets hovedbestanddele.

Skatterådet bekræfter desuden, at forskellige typer kabler og transformatorstationer mv. kan afskrives med op til 7 pct. årlig som infrastrukturanlæg. Endvidere bekræftes, at der kan afskrives på en bygning, der anvendes til kontrolrum, værksted, omklædningsrum og bad, ligesom det bekræftes, at p-pladser og et hegn rund om bygningen kan afskrives som accessorisk til bygningen, og at der kan afskrives på en bygning opført på lejet grund, der anvendes til lager, omklædning/bad, værksted, kontrolrum til overvågning/styring af parken og - for en mindre del af bygningen - til administration. Endelig bekræftes det, at der ikke kan afskrives på et grundareal og de dertil knyttede landinspektørudgifter.

Med hensyn til mulighederne for at afskrive IT-udgifter og softwareudgifter relateret til projektet udtaler Skatterådet, at software, der er integreret i et driftsmiddel, afskrives som driftsmidlet i øvrigt. Dette betyder fx, at software, som er integreret i en vindturbine i et anlæg, indgår som en del af anskaffelsessummen for anlægget og afskrives som denne. Kun udgifter til software, der anskaffes særskilt, kan afskrives på en saldo med op til 25 pct. årligt eller alternativt straksafskrives.

Skatterådet bekræfter, at betalingen til Energinet for tilslutning til det kollektive el-net kan afskrives fra forfaldstidspunktet med op til 20 procent årligt som en tilslutningsafgift, jf. afskrivningslovens § 43. Det gør i denne forbindelse ingen forskel, om ejeren er offentlig eller privat.

Skatterådet bekræfter, at koncerninterne lønomkostninger afholdt til administration i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som lønomkostninger, jf. ligningslovens § 8 N, ligesom Skatterådet bekræfter, at koncerninterne lønomkostninger afholdt til overordnet byggestyring af anlægsprojektets aktiver i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som lønomkostninger efter samme bestemmelse.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at eksterne omkostninger af administrativ art afholdt i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som almindelige driftsomkostninger. Det lægges herved til grund, at de omhandlede udgifter må anses for at vedrøre etableringen af virksomheden. Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at eksterne omkostninger af administrativ art afholdt i konstruktions- og byggefasen, kan fordeles forholdsmæssigt i forhold til investeringssummerne på de aktiver, som bygge- og konstruktionsfasen vedrører, og dermed afskrives sammen med anlægsprojektets respektive aktiver. I begrundelsen for svaret anføres, at der i afskrivningsgrundlaget efter praksis - ud over købesummen - alene kan indgå sådanne udgifter, som kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers betaling til en offentlig myndighed på X kr. (i 20xx-priser) kan fradrages som en almindelig driftsomkostning. Som begrundelse henvises til, at der er tale om en model, der regulerer indtægten ved driften af anlægsprojektet. Når strømprisen er lav, modtager Spørger i henhold til modellen et skattepligtigt tilskud, mens Spørger betaler til staten, når strømprisen er høj. De betalinger, som Spørger skal yde, når prisen er høj, har herefter karakter af at være driftsudgifter.

Spørger er forpligtet til at afholde omkostninger til militære signalanlæg, da anlægget vil ødelægge signalbilledet. Skatterådet bekræfter, at omkostninger afholdt hertil, kan afskrives efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Spørgeren H havde tegnet en heltidsulykkesforsikring, der dækkede H´s ansatte både i arbejdstiden og i deres fritid. H ønskede mulighed for at kunne nedsætte præmiebetalingen, uden at det fik betydning for beskatningen af medarbejderne, hvis H havde behov for det, således at den indekserede forsikringssum på fx 800.000 kr. ved død eller invaliditet, nedsattes til eksempelvis 600.000 kr., altså til et lavere beløb, dog ville forsikringssummen stadig overstige 500.000 kr.

Efter praksis var der fastsat en bagatelgrænse, der betød, at de ansatte ikke beskattedes af det personalegode, som udgjorde den del af arbejdsgiverens præmiebetaling, der gik til dækningen af den ansatte i fritiden, når ulykkesforsikringens forsikringssum på oprettelsestidspunktet ikke oversteg 500.000 kr. ved død og invaliditet. Der kunne dog bortses fra forhøjelser af dækningen udover 500.000 kr., såfremt disse var en følge af en almindelig indeksregulering.

En ny forsikringsaftale, der ændrede en allerede indgået aftale om ulykkesforsikring i nedadgående retning, bragte under de givne forudsætninger ikke et større beløb ind under den bortseelse fra beskatning, som fulgte af praksis, selvom forsikringssummen i den nye aftale om ulykkesforsikring oversteg 500.000 kr.

Skatterådet bekræftede, at i de tilfælde, hvor der blev indgået en ny aftale om en ulykkesforsikring alene med det formål, at præmiebetalingen og forsikringssummen nedsattes for en tidligere indgået aftale om ulykkesforsikring, der var omfattet af bagatelgrænsen, ville der fortsat ikke ske personalegodebeskatning af de ansatte.

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig for perioden 4. kvartal 2011 til 2. halvår 2015, ved som hovedanpartshaver og direktør i et selskab at have foranlediget, at selskabet angav et for lavt momstilsvar med 710.725 kr. i moms, hvorved statskassen blev unddraget 710.725 kr. i moms.

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig for perioderne 1. og 3. kvartal 2011, 1. til 3. kvartal 2014, og 2. halvår 2016, ved som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed at have angivet et for lavt momstilsvar med 545.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 545.000 kr. i moms.

Som forhold 3-8 var T tiltalt for skattesvig vedrørende indkomstårene 2011, 2014 og 2016, ved via TastSelv at have selvangivet sin skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 780.000 kr., 1.200.000 kr. og 200.000 kr., og vedrørende indkomstårene 2011-2015, at have selvangivet sin aktieindkomst for lavt med henholdsvis 75.000 kr., 1.300.000 kr., 1.879.375 kr., 275.000 kr. og 175.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 2.744.286,30 kr. i skat i alt.

Som forhold 9-12 var T tiltalt for skattesvig vedrørende indkomstårene 2012-15, ved som hovedanpartshaver og direktør i et selskab at have foranlediget, at selskabet angav selskabets skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 1.835.200 kr., 440.200 kr., 240.000 kr. og 20.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 632.300 kr. i alt i selskabsskat.

Byretten fandt det bevist, at T’s revisionsselskab havde udstedt fiktive fakturaer og overført beløb direkte til T og udbetalt kontanter, samt betalt regninger for hende. Dette var sket efter aftale med T og alene med det formål, at give told- og skatteforvaltningen urigtige eller vildledende oplysninger eller at fortie oplysninger, alt med det formål at unddrage statskassen for moms, skatter og bidrag i T’s selskab og personligt drevne virksomhed.

Der var ikke uenighed om de rent beløbsmæssige opgørelser i anklageskriftet. Det forhold, at en del af det unddragne beløb var anvendt til at betale revisoren, der til gengæld skulle hjælpe hende med at unddrage statskassen de anførte beløb, kunne ikke føre til et andet resultat.

T idømtes som tillægsstraf fængsel i 2 år med hensyn til en den 25. oktober 2019 udenretligt vedtaget bøde på 22.500 kr. og førerretsfrakendelse samt en tillægsbøde på 5.5 mio. kr. T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten fandt henset til den lange sagsbehandlingstid, herunder, at anklagemyndigheden ikke havde redegjort for, hvilke sagsbehandlingsskridt der blev foretaget i perioden mellem told- og skatteforvaltningens afgørelser og til indsendelse af anklageskriftet, at dommen skulle gøres delvis betinget. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at de 6 måneder skulle fuldbyrdes, medens resten af fængselsstraffen blev gjort betinget.

T var tiltalt for overtrædelse af chokoladeafgiftsloven og tobaksafgiftsloven, ved som konstateret under told- og skatteforvaltningens kontrolbesøg den 7. februar 2019, som direktør og ejer på kontroltidspunktet ikke at have opbevaret relevante følgesedler eller kvitteringer på det forretningssted, hvorfra salget af 2,9 kg. chokolade- og sukkervarer samt 8,988 kg. vandpibetobak fandt sted, samt ikke at have ført forskriftsmæssigt regnskab, hvorfor det ikke var muligt for told- og skatteforvaltningen at konstatere, om der var betalt punktafgifter i henhold til chokolade- og sukkervareafgiftsloven samt tobaksafgiftsloven.

T bestred at have modtaget told- og skatteforvaltningens sigtelsesbrev af 31. juli 2020 og påstod, at der var derfor indtrådt strafferetlig forældelse.

Byretten henviste til, at det fulgte af straffelovens § 94, stk. 5, at forældelsesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. 

Byretten fandt det ikke bevist, at T havde åbnet den af told- og skatteforvaltningen fremsendte sigtelse og var blevet gjort bekendt med den inden den 7. februar 2021, hvor forældelsen indtrådte.

Retten bemærkede, at det forhold, at sigtelsen blev fremsendt til T’s e-boks, ikke var tilstrækkeligt til, at T var blevet gjort bekendt med sigtelsen, og at forældelsesfristen i straffelovens § 93, stk. 1, nr.1, afbrydes. Strafansvaret fandtes herefter forældet og T blev frifundet. 

Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 4. oktober 2023 anket af anklagemyndigheden med påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sagen til realitetsbehandling. T påstod stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.

Landsretten fastslog, at efter retspraksis kunne fremsendelse af en sigtelse med almindeligt brev være tilstrækkeligt til at opfylde kravet i straffelovens § 94, stk. 5, for forældelsens afbrydelse. I overensstemmelse med dansk rets almindelige principper måtte det imidlertid påhvile anklagemyndigheden at godtgøre, at brevet rent faktisk var blevet afsendt og kommet frem. Told- og skatteforvaltningen havde som bevis fremsendt en mail hvoraf fremgik, at sigtelsesbrevet ikke var afsendt elektronisk, og at det derfor måtte lægges til grund, at brevet var afsendt med almindelig post, men der var ingen oplysninger om, hvorvidt brevet må antages at være kommet frem.

Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at sigtelsesbrevet var afsendt med almindelig post og kommet frem til T med den virkning, at forældelsesfristen blev afbrudt. Byrettens dom blev herefter stadfæstet.

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 386, stk. 1, fordi skatteyderen ikke inden for den fastsatte frist havde indleveret ekstrakt. 

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for kontante køb af fremmedvaluta på i alt ca. 10 mio. kr. Efter arten og omfanget af sagsøgerens virksomhed med valutahandel, der omfattede et meget stort dagligt antal lejlighedskunder, var kravene til at løfte bevisbyrden strenge. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden. Retten lagde vægt på, at valutavekslingsvirksomheden ikke havde fremlagt ekstern dokumentation, f.eks. identifikationsoplysninger, for de påberåbte udgifter til valutakøb. Sagsøgeren havde dermed ikke iagttaget bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der gør det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en branchemæssig kutyme på området.

Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, som var blevet indsat på sagsøgerens konto i indkomståret 2017. Det var derudover omtvistet, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, idet sagsøgeren gjorde gældende, at der ikke forelå grov uagtsomhed eller forsæt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og at skattemyndighederne ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. 

Retten fandt, at beløbene var skattepligtige, da sagsøgeren ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at beløbene udgjorde tilbagebetaling af lån og udlæg, som han havde ydet. Det var i sig selv groft uagtsomt ikke at selvangive beløbene, og betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var dermed opfyldt. 

Det var uden betydning for reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at skattemyndighederne mere end 6 måneder før indkomstforhøjelsen var i besiddelse af bankoplysninger, der indikerede, at sagsøgerens skatteansættelse eventuelt var urigtig, da det først kunne antages, at skattemyndighederne fik fuldt sikkert grundlag for forhøjelsen efter alle relevante bankoplysninger var indhentet. Da de sidste oplysninger tilgik skattemyndighederne, mindre end 6 måneder før indkomstforhøjelsen blev varslet overfor sagsøgeren, var reaktionsfristen dermed overholdt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Spørger var et udenlandsk produktions- og salgsselskab. Spørger havde en medarbejder, der arbejdede som konsulent ombord på færgeruter i Danmark. I tilknytning hertil udførte medarbejderen administrativt arbejde fra sit hjem i Danmark. Spørger havde ingen anden tilstedeværelse eller aktiviteter i Danmark.

Skatterådet bekræftede, at spørger ikke havde fast driftssted i Danmark, idet der udelukkende var tale om markedsføring af hjælpende art i forhold til spørgerens virksomhed. 

Sagen vedrørte supplerende spørgsmål i forbindelse med syn og skøn om værdiansættelse af det lejedes værdi i forbindelse med en verserende klagesag ved Landsskatteretten.

Rekvirenten ønskede at stille skønsmanden fem supplerende spørgsmål til skønserklæringen.

Rekvirentens supplerende spørgsmål 1 vedrørte, om der eksisterede en praksis for vurdering af det lejedes værdi.

Skattestyrelsen protesterede mod alle fem spørgsmål, idet Skattestyrelsen fandt, at rekvirentens spørgsmål SS 1 var et generelt spørgsmål, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2, som faldt udenfor skønsmandens kompetence at svare på, og at de resterende fire supplerende spørgsmål, spørgsmål SS 2-SS 5, var alle juridiske spørgsmål, som, tilkom Landsskatteretten at tage stilling til, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2

I sin protest mod rekvirentens spørgsmål SS 1, gjorde Skattestyrelsen gældende, at en skønsmand ikke kan udtale sig generelt om vurderingsprincipper, da dette tilkommer en brancheorganisation at svare på, og at skønsmanden alene kan udtale sig om sit eget valg af metode samt hvad der indgår i skønsmandens egen vurdering. Skattestyrelsen henviste til Vestre Landsrets kendelse af 6. juni, offentliggjort som SKM2007.550.VLR, hvor generelle spørgsmål vedrørende motorsport blev afvist og henvist til besvarelse af relevant brancheorganisation. Endvidere blev det gjort gældende, at rekvirentens generelle spørgsmål omkring eksistensen af en praksis kunne belyses gennem indhentelse af en sagkyndig erklæring fra en relevant brancheorganisation.

Rekvirenten gjorde gældende, at rekvirentens supplerende spørgsmål 1 ikke var et generelt spørgsmål som det tilkom en relevant brancheorganisation at besvare, og at det netop faldt indenfor skønsmandens kompetence som fagperson at svare på, om der fandtes en sædvanlig praksis for vurdering af det lejedes værdi. Rekvirenten henviste til lovforslag nr. L 178 af 9. april 2014, hvoraf det fremgår, at parterne ikke skal være enige om spørgsmålene, der ønskes stillet til skønsmanden.

Rekvirenten bemærkede, at kendelsen afsagt i SKM2007.550.VLR, blev afsagt før de nugældende regler for syn og skøn, der blev indført ved lov nr. 737 af 25. juni 2014.

Retten i Glostrup fandt efter en gennemgang af de ønskede spørgsmål, at spørgsmål SS 1 er et generelt spørgsmål, som det tilkommer en brancheorganisation at udtale sig om, og spørgsmålet ligger derfor uden for skønsmandens faglige kompetence. Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet.

For de fire andre supplerende spørgsmål, spørgsmål SS 2-SS 5, fandt Retten i Glostrup, at spørgsmålene forudsætter, at skønsmanden skal udtale sig om retlige vurderinger, som det tilkommer Landsskatteretten at tage stilling til. Spørgsmålene tillades derfor ikke stillet.  

Sagen angik for det første, hvorvidt det efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1, jf. § 89, stk. 2, var muligt at klage over, at der ved vurderingen pr. 1. oktober 2016 ikke var foretaget en omberegning af grundværdien. Landsskatteretten fandt, at betingelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1, hvorefter der alene kunne klages over vurderinger, der var foretaget, måtte forstås således, at der alene kunne klages over ansættelsen af ejendomsværdien, grundværdien og den omberegnede grundværdi, såfremt de enkelte selvstændige ansættelser rent faktisk var foretaget. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at det således ikke var muligt efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1, at klage over, at der ikke var foretaget en ansættelse af den omberegnede grundværdi. Landsskatteretten afviste derfor klagen over, at der ikke var foretaget en ansættelse af den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 (dissens).

Sagen angik for det andet ansættelsen af grundværdien pr. 1. oktober 2016. På baggrund af en fortolkning af den lokalplan, der regulerede bebyggelsen af den påklagede ejendom, fandt Landsskatteretten, at bebyggelsesprocenten udgjorde 30, og at der derfor var grundlag for at nedsætte grundværdien pr. 1. oktober 2016 (dissens).

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at pålægge Vurderingsstyrelsen at genoptage den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011. Landsskatteretten fandt, at en omberegnet grundværdi for en nyopstået ejendom, der var baseret på et forkert basisår for en udstykkende ejendom, generelt kunne udgøre en vurdering, der var foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af en fejlagtig registrering af et lignende faktisk forhold efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, hvis det måtte anses for godtgjort, at en sådan fejl var opstået. Landsskatteretten konstaterede herefter, at basisåret, der var anvendt ved ansættelsen efter vurderingslovens § 33, stk. 18, ved den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011 for den påklagede ejendom, var forkert. Retten fandt som følge heraf, at det var godtgjort, at anvendelsen af basisår 2010, som var en del af det faktiske grundlag for vurderingen ved omberegningen for den påklagede ejendom pr. 1. oktober 2011, udgjorde en fejlagtig registrering af et lignende faktisk forhold efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1. Landsskatteretten pålagde herefter Vurderingsstyrelsen at genoptage den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011.

Sagen angik ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 for et fritliggende enfamilieshus. Klageren havde til støtte for klagen henvist til salget af en ejendom, som var sket efter vurderingstidspunktet pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten skulle tage stilling til, om dette salg kunne indgå ved ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten fandt, at ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1, måtte forstås således, at den tidsmæssige afgrænsning i form af vurderingstidspunktet, der fremgik af ordlyden af ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1, ikke var begrænset til told- og skatteforvaltningens vurdering. Landsskatteretten fandt derfor ved fortolkningen af ordlyden "Vurderingen af ejerboliger foretages på grundlag af de priser i fri handel, der på vurderingstidspunktet er konstateret for sammenlignelige ejendomme…" i sammenhæng med forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen måtte forstås således, at en konstateret handel af en anden ejendom efter vurderingstidspunktet ikke kunne inddrages i vurderingen, uanset om det var ved told- og skatteforvaltningens behandling af vurderingen eller under en efterfølgende klagebehandling. Da salget var sket efter vurderingstidspunktet pr. 1. januar 2020, kunne salget ikke indgå ved ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten nedsatte herefter på baggrund af andre sammenlignelige salg Vurderingsstyrelsens ansættelse af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020.